Søften GF - Badminton
Forside     Event     Holdtilmelding     Holdoversigt     Banebooking     Shop     Bestyrelsen     Trænere     Kalender     Lukkedage
 
Klik her for at oprette en profil

  Brugernavn
 
  Password
       Glemt login info?  
Vanvittig gyserafslutning i Aabenraa

Lettede spillere og coach Casper Roth.


Så kom dagen for 1.holdet hvor det hele skulle afgøres i oprykningspuljen til Danmarksserien. Målet har hele sæsonen været oprykning, men vi har også vidst at det ikke bare er noget man lige gør. Med 2 point med over i oprykningsspillet tror jeg ikke det var alle der var lige optimistiske mht. at rykke op, da oprykningsspillet startede. Men vi har vist at vi har været klar i de 3 første oprykningskampe og det havde jo også givet os 9 point. Og før lørdagens opgør i Aabenraa vidste vi alle også godt at vi skulle have 7 kampe for at være sikre på oprykning.
Så med det i baghovedet drog vi til Aabenraa med håbet om at vi ville få de 7 kampe hurtigst muligt og ikke skulle ud i en nervepirrende afslutning, som var tilfældet mod både Grindsted og især mod Viby.

Men jeg kan ligeså godt sige det nu….”kønt var det ikke” og en gyser afslutning blev det. Jeg får helt flashback og et smil på læben, når jeg skriver dette, for jeg ville ønske at alle som læser dette, havde været tilstede i hallen og havde set denne afslutning.

Men lad os starte med begyndelsen. Med bilerne fyldt op med champagne, øl og muffins (Tak, Marianne) kørte vi de 160 km sydpå til Aabenraa for at møde et hold, som ikke havde noget at spille for. Det virkede også sådan da vi kom, for hallen var tom, lyset slukket og ingen net var sat op. Men de dukkede op en efter en og kl. 15.00 startede kampen. Formanden havde lovet at lave live opdatering på facebook, så alle kunne følge med og det må have været hårdt for ham.
1.runde gik som forventeligt kan man sige. Forstået på den måde at vi godt vidste at deres damesingler var gode og vi taber desværre
også begge kampe. Camilla i 1.DS, får stryg, og Karen halter desværre efter i 2.DS og taber også. Heldigvis viser vores to mixdoubler igen klassen og begge kampe bliver vundet sikkert. Allan og Marianne i 1.MD og Hammer og Sara i 2.MD.
2-2 efter 1.runde er ok for os, da vi jo plejer at vinde 2-3 herresingler, senest alle 4 mod Silkeborg.
Men hold nu op, hvor vi underpræsterer i så vigtig en kamp. Om det var nerver, lys, bolde eller hvad, ved jeg ikke. Thiele starter med at tabe 1.HS, og jeg følger så fint Thieles eksempel i 2.HS og kommer aldrig i gang og taber også. Humle i 3.HS er meget tæt på men taber desværre 23/21-21/18. Mens vi hænger med hovedet og krummer tæer over vores egen præstation, vinder Malle heldigvis 4.HS sikkert og bringer lidt håb tilbage til os alle sammen.
5-3 er vi bagud inden damedoublerne, men vi ved også godt, at vi kun har vundet to 2.damedoubler i løbet af sæsonen, så man fornemmer en vis nervøsitet over denne stilling, især med herresinglernes præstation i baghovedet.
Skal vi virkelig snuble i 11. og sidste holdkamp efter 9 sejre og et enkelt nederlag på 7-6 i løbet af hele sæsonen ??. Det så virkelig sådan ud. Aabenraa kæmper for æren, og vi kæmper for at få de 7 kampe, som kan gøre dagen meget sjovere og køreturen hjem til en smuttur.
Damedoublerne går i gang og det ser jo helt vildt fornuftigt ud. Begge vinder 1.sæt og vi herrer tænker om det skal være i dag vi vinder begge kampe. Det ville næsten være for vildt.
Camilla og Karen i 2.DD spiller helt perfekt og mens vi bider negle ude bagved kører de 2.sæt hjem også og vinder 21/17-21/14. De glade piger fik et velfortjent kram af herrerne og vi kunne nu koncentrere os om 1.DD med Marianne og Sara. De var foran i 2.sæt og kom også op og har matchbold ved 20/19, mener jeg det var. Ja, hukommelsen fra sidste halvdel af holdkampen er lidt sløret, for det var vildt og nervepirrende for sådan en gammelsmølf som mig.
Aabenraa overlever 2 matchbolde og vinder desværre sættet 25/23.!..Hvorfor piger?.., det er unfair overfor os andre som kigger på…
3.sæt bliver lige, men med Marianne og Sara i førersædet. Men selvfølgelig, som overskriften til denne artikel antyder, skal det afslutte tæt. Vores piger kommer foran 20/18 og har matchbold. Marianne server til en pige som overhovedet ikke er klar, da hun står med bøjet hoved. Serveren er for kort og da vi alle pointerer at hun jo ikke var klar, skal hun flere gange til at skyde bolden over til Marianne igen, så hun kan serve på ny. Men til sidst siger hun bare at hun tager pointet pga. et eller andet tidligere i kampe eller noget som Marianne havde sagt.!..Ingen forstår noget, men heldigvis vinder Marianne og Sara næste bold og vinder kampen 21/19.
Helt fantastisk og så er stillingen 5-5 inden de 3.herredoubler. Normalt ikke noget som kan gøre os nervøse, da vi 2 gange tidligere i oprykningsspillet har skullet spille herredoubler ved stillingen 5-5. Begge gange mod henholdsvis Grindsted og Viby har vi vundet alle 3.
Men igen, denne kamp var ikke normal, så der skulle gives gas. Alle 3 herredoubler starter samtidig. 1.HD med Allan og Thiele taber 1.sæt 23/21 og samtidig taber 2.HD med Malle og undertegnede 21/18 i 1.sæt. 3.HD med Hammer og Humle vinder 1.sæt med 21/17. Så er det omvendt. 1.HD vinder 2.sæt 21/18, 2.HD vinder 2.sæt 21/18 og 3.HD taber 2.sæt med 21/15.
Alle tre doubler skal i 3.sæt. Roth og formanden, samt pigerne så ikke just glade ud.
1.HD med Allan og Thiele hiver 3.sæt hjem 21/16 og på præcis samme tidspunkt taber 2.HD med Malle og undertegnede (deres første nederlag sammen…..skod timing !).
6-6 i holdkampen og på det tidspunkt kigger vi andre 4 herrer over på 3.HD og ser Hammer og Humle være bagud 15/11 i 3.sæt. Det ender galt tænker vi og både vores piger, os 4 herrer samt formanden går rundt, kigger væk, men prøver at heppe så godt vi kan.
15/11 bliver til 18/16 til Aabenraa, puha 3 bolde fra total nedtur i sidste kamp. 18/16 bliver til 19/18 til os….kan de gøre det. 19/18 bliver til 19/19…vi ryster alle sammen. En ung nervøs spiller fra Aabenraa server i nettet ved 19/19 og vi har derfor match- og oprykningsbold.
Folk kigger væk, klapper eller har hænderne oppe foran ansigtet. Nerver, ja for fanden, i hvert fald for os som kigger på. Kom nu drenge. Humle server, og efter et par bolde frem og tilbage ligger Humle på gulvet efter at have reddet en bold, der bliver smashet på ham, og på en eller anden måde redder han den liggende nede og duellen fortsætter indtil Aabenraa spillerne skyder bolden i nettet. Vores side af hallen eksploderer, vi stormer banen og overfalder Hammer og Humle, løber rundt og jubler….ja, det er lidt sløret nu, for det var sku vilde sekunder lige da det skete….Vi vinder 7-6 og er nu i Danmarksserien efter en fuldstændig vanvittig afslutning på en holdkamp, hvor vi ikke på noget tidspunkt var foran, indtil slutresultatet 7-6.
Derefter gik der krammere, knus, billeder og champagne i det. Folk skulle lige have pulsen ned efter sådan en afslutning…puha. Det skulle lige skylles ned i hallen, omklædningsrummet og i bilen, og det blev det

Jeg har spillet en del oprykningskampe i min tid, men sjældent har jeg oplevet en som var så svingende og nervepirrende som denne. Helt fantastisk at være med til.

Vi alle mødtes bagefter hos Susanne Berg til oprykningsfest, hvor noget af 2. og 3.holdet ventede på os med pizzaer og kolde drikke. Tak Susanne for det initiativ. Resten af aftenen er vist sløret i manges hukommelse….men velfortjent.
Status for 1.holdet blev derfor 11 kampe, 10 sejre og et enkelt nederlag på 7-6. Alligevel kun en 3.plads i grundspillet og 2 point med i oprykningsspillet, hvilket jo normalt ikke skal kunne give oprykning. Men med 4 sejre i oprykningsspillet blev det alligevel til en 3.plads i slutspillet og dermed oprykning.
Tak for en fed sæson og velfortjent oprykning til Danmarksserien. !

/Kennet Herløv Nørager

Velfortjent Champagne
Dagens helte Humle og Hammer.......21/19 i 3.sæt...
En tørstig træner......en lettet formand......og Karens mand og yngste støtte på armen....
Hygge hos Susanne efter kampen....med endnu mere Champagne...Tak til Susanne.
 


 
                                      18.03.2014 Sølvmedalje til Kennet ved DM


 
Fra venstre:  Kennet Herløv Nørager, René Jensen, samt Carsten Loesch og Morten Aarup. 
 
 

Kennet Nørager spillede i weekenden DM i Værløse for veteraner over 35 år.

Her stillede han op i 40+ Elite med Dorthe Larsen fra Højbjerg i mixdouble, samt René Jensen fra Team SVS i herredouble. De samme makkere som sidste års DM i Randers.

I og med DM denne gang lå på Sjælland og samtidig tæller med i udtagelserne til EM og VM, var der rigtig mange spillere med helt oppe fra 1.divison og nedad.

Kennet var med i single også og her blev det til en sejr samt et nederlag til den senere vinder Jimmy Mørch-Sørensen fra Hvidovre.

I mixdouble skulle sidste års sølvmedalje forsvares og de to første kampe blev da også vundet. Men når man så render ind i Lars Pedersen og Ann Nielsen er det op ad bakke. Ann spillede sidste år i badmintonligaen og i denne sæson i 1.division og med en makker der spiller 3.division, ja, så er det svært. Men de kan da glæde os over, at de var det par, som fik flest point mod dem på deres vej til titlen, som de senere vandt. Kennet og Dorthe tabte 21/10 – 21/14.

I herredouble så det også rigtig svært ud, og det blev det da også. Efter at have vundet den første kamp, ventede en svær kamp mod en DS og en 3.div spiller. Her gik det rigtig godt og med en sejr på 21/15-16/21-21/13 var Kennet og René en sejr fra finalen. Den vandt de også søndag morgen og så gjaldt det finalen som var en kopi af sidste års finale. De skulle op imod Morten Aarup fra Silkeborg (som var med mod vores 1.hold i sidste holdrunde) samt Carsten Loesch som til dagligt plejer at spille 2.division. Sidste år fik Kennet og René smæk (21/17-21/13), så nu skulle det være.

Det blev en rigtig spændende og lang kamp, som desværre i sidste ende tippede til deres fordel.

Et ærgerligt nederlag på 19/21 – 21/17 – 19/21. Så lidt skuffet var man vel oven på de cifre.

Men det blev til en sølvmedalje, så absolut en godkendt weekend.
 
Link til avisartikel - DM sølv til lokale veteraner

 


11.03.2014  - Så er der opryknings-matchbold til 1.holdet !
 

De 2 glade hold.

Efter sidste rundes meget vigtige sejr over Viby på udebane kunne 1.holdet med en hjemmesejr over Silkeborg 2 i lørdags rykke op på 3.pladsen i puljen, da nr. 2 og 3 i puljen skulle møde hinanden.


Sammen med 2.holdet skulle der spilles dobbelt hjemmekamp i Rønbækhallen, og 2.holdets kamp havde også en stor betydning, da en sejr over topholdet Vejle, ville betyde at holdet forbliver i Serie 1 til næste sæson. Mere om det senere.!

1.holdet stillede op i som i Viby, kun en enkelt ændring. Hammer var med i stedet for Jesper, som ikke kunne.

De 3 første kampe gik i gang og vi vidste at det kunne blive svært i 1. runde, da deres 1.mixherre var hentet ned fra 3.division til kampen, samt at vi har haft det svært i vores damesingler.

Men Allan og Marianne viste, igen fristes man til at sige, klassen og var ligeglad med deres 3.divisionsspiller. De vinder sikkert 21-9,21-17, og da Hammer og Sara i 2.MD også var kommet godt i gang og vinder var vi allerede foran 2-0.
Camilla spillede en meget lang 1.DS og var meget uheldig ikke at få matchbold ved 19-19 i 3.sæt. En klar fejldom fra modspilleren og da de blev enige om at spille den om tabte Camilla desværre de næste 2 bolde og dermed kampen. Resultatet blev 19-21,21-16,19-21. Kom igen, Camilla, der havde du fortjent bedre.
Mie taber desværre stort i 2.DS, så stillingen var 2-2. Thiele skulle i 1.HS op mod en på Kennet´s (aka Gammelsmølf) alder og fik store stryg i 1.sæt. Men heldigvis bliver det vendt i de to næste sæt og dem vinder Thiele sikkert.
Kennet i 2.HS viste ikke meget rutine ved en 20-17 føring i 1.sæt og taber 23-21. Men han vender det også og vinder de to næste sæt. Humle i 3.HS vinder sikkert 21-10 i 1.sæt, men desværre ved stillingen 4-4 i andet sæt får modstanderen en skade og må stoppe.
Malle var indstillet på at få revanche i 4.HS for hans ja..”Total sammenbrud” mod Viby. Også han taber 1.sæt, men som Kennet og Thiele kører han også de to næste sæt hjem og vinder.

Og da vi allerede ved vi vinder 2.HD uden kamp pga. skaden fra 3.HS, fører vi nu 7-2, og skal blot vinde 1 kamp mere.

Den kamp klarer Marianne og Sara stensikkert i 1.DD, som sædvanlig kan man sige, og sejren er i hus. 2.DD med Camilla og Mie taber desværre i to sæt.

Så er det op til 1.HD og 3.HD at gøre arbejdet færdigt og de svigter ikke. De vinder begge uden alt for store problemer og sejren bliver på 10-3.

Og da vi senere på aftenen ser at Grenå vandt 7-6 over Viby, betyder det nu at vi i sidste kamp i Aabenraa, selv kan sikre oprykning med en 7-6 sejr. Det er helt vildt, når man tænker på vi ”blot” blev nr. 3 i grundspillet og at vi startede på 5/6.pladsen i oprykningspillet.

Det var 9.sejr i 10 kampe, kun et enkelt nederlag på 7-6 er det blevet til i denne sæson. Normalt nok til at rykke op, men niveauet af vores grundspilspulje har også vist at den pulje var stærkest i forhold til den anden pulje.

De 3 hold ligger nu på 1,2 og 3.pladsen i oprykningspillet i samme rækkefølge som i grundspillet, og hold som Viby med 6 point og Grindsted med 4 point med ovre, har tabt deres kampe til de 3 hold.

Så nu skal vi til Aabenraa den 22.marts og ja, som overskriften lyder…der er stor matchbold til os nu. Det må bare ikke gå galt.

2.holdet skulle møde Vejle 2, som før kampen havde 12 point i nedrykningsspillet og lå på 1.pladsen. Vores 2.hold var til kampen svækket af afbud, og med krav om sejr for være sikker på at blive i Serie1, så det lidt svært ud.

Men det var 2.holdet ret så ligeglade med og gik ud til kampene med den rigtige indstilling.

Begge mixdoubler kom i 3.sæt, men her viste spillerne overskud og vandt begge kampe. Karen vandt 1.DS meget overlegent med 21-5,21-8, og det skulle Charlotte prøve at efterligne i 2.DS. Men det blev en hård kamp for Charlotte, som må ud i tre hårde sæt, og heldigvis viser hun styrken og hiver kampen hjem med 23-21,14-21,21-19. Så var stillingen 4-0 over topholdet.

I 1.HS skulle Mads op mod en 5 dag ældre spiller end ham selv, så der var 88 år på banen !!.Og her ville ingen af dem give sig. Det blev en laaaaaang og sejr kamp, som Mads trak sig sejrigt ud af med cifrene 18-21,21-18,21-19. Og da HH også vandt stod den nu 6-0 til os.

Lund tabte desværre hans single i 3.sæt, men Thomas Duch, som var hentet op fra 3.holdet for at hjælpe, svigtede ikke og vandt sin single. Og da Susanne og Vibeke vinder deres 1.DD i 3.sæt, er de 3.point i hus. Af de resterende kampe er det kun Peder og Thomas som vinder deres 3.HD.

Så en dejlig 9-4 sejr til 2.holdet, som dermed er sikker på at forblive i Serie 1 i næste sæson.

Stort tillykke med det.

Så en helt igennem perfekt lørdag i hallen med 2 dejlige og meget vigtige sejre.

Så nu gælder det de sidste kampe den 22.marts, hvor 1.holdets kamp mod Aabenraa, må siges at være den vigtigste kamp i Team Favrskov Badminton korte historie.

Link til avisartikel findes her – Team Favrskov tæt på oprykning


 
 


1.holdet vandt topkamp ude over Viby J.



Målet om oprykning til Danmarksserien lever stadigvæk for 1.holdet efter endnu en gyserkamp i mandagens udsatte kamp mod Viby J 3.
Kampen blev spillet mandag aften kl. 20 i Viby. Viby vandt deres grundspilspulje med kun et enkelt nederlag i 7 kampe og lå nr. 2 inden kampen efter en sejr i deres første slutspilskamp. Vi lå således 4 point bagud inden kampen og et nederlag ville betyde farvel til målet/drømmen om oprykning. Ud fra deres opstilling, kunne vi se at flere af spillerene havde spillet på deres danmarksseriehold i denne sæson, samtidig med at vi vidste at deres piger var rigtig stærke, så let skulle det ikke blive.
Scenen var sat og en hel del tilskuere dukkede op.

1.runde med 2 mix ‘er og 1.DS gik i gang og vi kunne allerede se at det ville blive svært. Alle 3 kampe taber 1.sæt stort. Heldigvis kommer vores 1.mix med Allan og Marianne godt i gang og vinder 2.sæt. Mie i 1.DS taber desværre stort til Anne Muurholm, og ligeledes taber Jesper og Sara 2.sæt og kampen i 2.mix.

Allan og Marianne vinder sikkert 3.sæt og stillingen er nu 2-1 til Viby. Desværre bliver det til 3-1 efter Camilla taber 2.DS, selvom hun var tæt på at komme i 3.sæt.

Så går herresinglerne i gang en efter en. Thiele i 1.HS skal ud i 3.sæt efter sikker sejr i 1.sæt, men hiver sejren hjem med 21-17 i sidste sæt. Dejligt for Thiele efter 3 nederlag i de sidste 3 kampe. Kennet i 2.HS møder igen en ung knægt, denne gang en på 19 år, og selvom han vinder sikkert 1.sæt, skal han også ud i 3.sæt. Her lykkedes det for en gang skyld for Gammel Smølf at køre en ung mand træt og vinder sikkert 3.sæt med 21-11. Humle i 3.HS taber tæt 1.sæt 22-20, men vinder sikkert 2.sæt. Han skal således også ud i 3.sæt, og her følges de ad langt hen ad vejen, men Humle vinder 21-18.

Så fører vi 4-3 lige pludselig og med en sejr til Malle i 4.HS ville det se rigtig godt ud. Malle taber dog 1.sæt sikkert, men får godt fat i Viby spilleren i 2.sæt og vinder sikkert. 3.sæt styrer Malle fuldstændig til stillingen 19-14 til Malle, men her gå det så desværre galt. Viby spilleren vinder de næste 7 bolde i træk og dermed kampen med 21-19 i 3-sæt.

Stillingen er nu 4-4, men bliver meget hurtigt til 5-4 til Viby, da vores 2.DD med Camilla og Mie var chanceløse mod Vibypigerne. 1.DD med Marianne og Sara vinder 1.sæt og har kurs mod sejr, men gør det lige lovlig spændende til sidst. 20-20, står det, men vores piger vinder heldigvis 22-20 og stillingen er nu 5-5 inden de tre herredoubler.

Der plejer vi normalt at være stærke, og vi ved vi skal have alle tre for at få 3 point. 1.HD med Allan og Thiele vinder en meget tæt kamp 21-18, 21-19 og 3.HD med Jesper og Humle vinder sikkert 21-14, 21-16. Da de 2 kampe er færdige, skal 2.HD med Kennet og Malle ud i 3.sæt og er eneste kamp i gang i hallen. Det bliver en spændende afslutning og de følges ad til 18-18. Vi vinder de sidste 3 bolde og vinder kampen 21-18, og slutresultatet bliver derfor 8-5 til os kl. 23.30 mandag aften. En super sejr og med sejre i 5 ud af 6 tre sæts kampe på udebane viser at vi var klar.

Sejren betyder at vi nu kan se frem mod endnu en spændende kamp mod Silkeborg hjemme den 8.marts.
Link til avisartikel her - Team Favrskov Badminton vandt topkamp

2.Holdet spillede ude mod Esbjerg lørdag aften og en sejr her ville betyde at holdet næsten var sikker på at blive i Serie 1. Men med afbud fra Hammer og Mads, samt en syg Susanne på holdet gjorde det ikke oddsene bedre. Men holdet kæmpede kanon og viste at de hører hjemme i Serie 1. Desværre får HH en skade i 2.HS i 2.sæt efter at have vundet stor i 1.sæt. Han må udgå, det betød så også nederlag i 3.HD på w.o.

Holdet taber 8-5, og havde det ikke været for HH´s skade havde der nok været point på kontoen, så rigtig træls for holdet og ikke mindst HH.

Næste kamp er hjemme den 8.marts mod topholdet i puljen, og med en sejr her kan holdet ikke rykke ned.

3.holdet var pga. afbud oppefra betydeligt svækket og når man skal møde topholdet i nedrykningsspillet, ser det svært ud. Skive-Resen kom dog kun med 1 pige, og vi var derfor foran 3-0 fra start, men det hjalp desværre ikke meget. Holdet taber 8-3 og holdet skal nu vinde de 2 sidste kampe og håbe at det er nok til at blive i Serie 2.

/Kennet Herløv Nørager


Stemning og god start på slutspillet i lørdags
 

Alle 3 senior hold spillede deres første kamp i slutspillet i weekenden. Lørdag var der lagt op til spændende kampe i Rønbækhallen da 1. og 2. holdet spillede dobbelt hjemmekamp. 1.holdet skulle i oprykningsspillet til Danmarksserien møde Grindsted, som blev nr. 2 i deres grundspilspulje. Selv blev vi jo nr. 3 og det var derfor en vigtig kamp i forhold til at kunne rykke forbi Grindsted. Det krævede en minimum 8-5 sejr og dermed 3 point. 2. holdet havde også en vigtig kamp i nedrykningsspillet i bestræbelserne på ikke at rykke ned. Men holdet har vist skræmmende styrke de sidste kampe og burde heller ikke ligge i nedrykningsspillet, så der var lagt op til en spændende kamp mod Skovbakken.

Så med 3 baner til hver holdkamp og 40 spillere i hallen var der lagt op til god stemning.

2.holdet som stiller rigtig stærkt op, møder desværre en meget tamt Skovbakken hold, som bliver spillet ud af Rønbækhallen og sendt hjem med et 11-2 nederlag. De 2 eneste spændende kampe i den holdkamp var begge med Karina i aktion. Hun taber således sin 2.DS 20-22,19-21 og vinder sammen med Mie 2.DD med

22-20,21-23,21-16. Alle andre kampe bliver ret overbevisende, bla. vinder 2.MD med Søren og Charlotte 21-4,21-6 !. Man kan ikke lade være at tænke på hvad 2.holdet kunne have præsteret hvis man stillede med dette hold hele sæsonen. Så kan vi stille med det hold de sidste 3 kampe, så bliver holdet også i Serie 1.

1.holdet lagde godt ud med at vinde 1.mix overbevisende, selvom Allan og Marianne lige skulle bruge et sæt på at komme i gang, men vandt sikkert 3. sæt 21-8. 2.mix med Sara og Jesper (debut) vandt sikkert, så 2-0 efter 1.runde. 1.DS skulle vise sig at blive en lang sej kamp for Michelle, som desværre ikke gik hendes vej. Hun taber med cifrene 22-20,19-21,19-21. Camilla mødte desværre overmagten i 2.DS og tabte.

Så 2-2 efter 1.runde. Så var det herresinglernes tur og 1.HS med Peter svingede meget og selvom et flot 2.sæt af Peter, måtte han se sig slået sikkert i 3.sæt. Kennet skulle møde en 27 år (ja, 27 år !) yngre dreng i 2.HS og selvom han havde styr på ham i 1.sæt, smed han sættet til sidst med 22-20, utroligt med 27 års mere erfaring, men det måtte han også høre for. Og da Kennet også tabte 2.sæt, var vi nu bagud 4-2. Humle vinder sikkert 4.HS og Malle i 3.HS var ude i en ligeså sej kamp som Michelle, men her vandt vi heldigvis. Malle vinder med 19-21,21-18,21-19. Så 4-4 nu. 2.DD gik ikke rigtig og taber, og vi er dermed bagud 5-4 inden 3.sæt af 1.DD. Her vinder Sara og Marianne heldigvis overlegent. Alle 3 Herredoubler starter samtidig og alle skal vindes hvis vi skal have 3. point. Der er god stemning i hallen, da 2. holdet er færdige på det tidspunkt og støtter op.

2.HD med Kennet og Malle og 3.HD med Jesper og Humle vinder sikkert og dermed er det op til Peter og Allan at sikre os sejren. De får røvfuld i 1.sæt med 13-21, men giver en ligeså stor en i 2.sæt med 21-11. Så alle kigger på 3.sæt, som bliver spændende og de følges ad til 17-17, hvor Allan og Peter så trækker fra og vinder kampen 21-17 og jublen bryder ud. 8-5 til os og vi lever endnu i oprykningsspillet. Næste kamp bliver skæbnekampen med Viby J, som vandt deres grundspilspulje. Et nederlag her betyder nok farvel til oprykning, så der skal gives gas.
Tusind tak til alle tilskuere som var mødt op for at heppe.

Søndag spillede 3.holdet kamp nedrykningskamp mod Hammel og igen var der flere afbud, som gjorde at holdet ikke kunne stille op i stærkeste opstilling. Det blev desværre til et stort nederlag på 9-2 og hvis holdet skal overleve Serie 2, skal der høstes point i de næste kampe.

/ Kennet Herløv Nørager
 
 
17.01.2014 - Blandet følelse efter grundspillet.
 
Som beskrevet inden sidste spillerunde i grundspillet, var der lagt op til 3 meget vigtige kampe for vores 3 hold. Ja, det skulle helst vinde alle sammen og samtidig skulle andre hold fejle.

For 1.holdet var kravet en kæmpesejr ude over Højbjerg 5, og det fik vi også. Folk var klar og tændte på at presse de andre 2 tophold ved at vinde stort. Vi vinder 11-2 i Højbjerg….meeeeen, underligt som det lyder når man vinder 11-2, så var vi ikke helt tilfredse. Vi taber desværre 1.HS og 3.HS, hvilket med sejre (og dermed 13-0 sejr) kunne have rykket os op på 2.pladsen i gruppen, grundet Grenås beskedne 9-4 sejr over Århus Akademiske.  Så vi ender på 3.pladsen, kun 1 kamp dårligere end Grenå, set over 91 kampe i de første 7 spillerunder. Det er, undskyld mig, skide irriterende. Men selvfølgelig er sidste kamp mod Højbjerg ikke der vi mister 2.pladsen. Set over hele grundspillet kan vi tælle mange tætte nederlag, som kunne have sikret os 1. eller 2.pladsen i puljen. Men nu må vi videre og kravet er ret klart. ALLE 4 kampe i oprykningsspillet skal vindes og så må vi se om vi er blandt de 3 hold som rykker op når vi den 22.marts har spillet sidste kamp.

Slutstillingen i grundspillet (vi tager 2 point med over i oprykningsspillet)

 

 

2.holdet skulle også på en svær opgave hjemme mod topholdet Skødstrup 2. Her var kravet også en sejr, og efter holdet siden 16.november har været nogenlunde stabilt med stærke opstillinger, var det spændende at se om de kunne slå topholdet. Og ja, hold da op for en kamp. Vores 2.hold sendte Skødstrup hjem med et 10-3 nederlag. Super flot, og sikkert ikke noget Skødstrup havde regnet med når de kom for at møde nr. 6 i puljen. Så er det man sidder tilbage og er lidt ærgerlig over at man ikke har kunnet stille sådan et hold hele sæsonen. Så i stedet for at komme i oprykningsspillet, bliver det til en beskeden 6.plads, men dog 4 point med over i nedrykningsspillet, så det skulle helst ikke gå galt. Og det gør det heller ikke, hvis vi kan stille sådan et hold i de 4 kommende kampe.

Slutstillingen i grundspillet (vi tager 4 point med over i nedrykningsspillet)

 

3.holdet var på en meget svær opgave i Varde (!) mod topholdet, og der skulle point på kontoen hvis 6 pladsen i puljen skulle holdes. Desværre blev vores 3.hold sendt den laaaaange vej hjem med et 10-1 nederlag, men gejsten fejlede ikke noget. Alle gik virkelig til stålet i kampene, men det var desværre ikke nok. Resultatet betyder at holdet rykker en placering ned og ender grundspillet på en 7.plads. Man kan ikke sige at det er en tilfredsstillende placering, men som i så mange andre klubber, er det altid det lavest rangeret hold det går ud over når der er afbud oppefra. Vi har virkelig haft svært ved at stille ordentlig op, og der er aldrig kommet en stabil holdopstilling ud af det. Målet er at blive i Serie 2, så det kræver masser af point i nedrykningsspillet.

Slutstillingen i grundspillet (vi tager 2 point med over i nedrykningsspillet)

 

Slutspillet for alle hold består af 4 kampe mod 4 hold fra en anden pulje, og bliver spillet den

1 februar, 22 februar, 8 marts og 22 marts.  

Målet for 1.holdet er oprykning, så der skal 4 sejre på bordet, samtidig med at andre resultater skal gå vores vej. Målet for 2.holdet er at blive i Serie 1, og med 4 point og forhåbentlig samme opstilling de næste kampe, må det ikke gå galt. Målet for 3.holdet er ligeledes af blive i Serie 2, og der skal virkelig skydes med skarpt de sidste 4 kampe, med kun 2 point med over i nedrykningsspillet.

Derfor er det ekstremt vigtigt at alle hold stiller så stærkt op som muligt hver gang, og håber at alle spillere prioriterer de sidste 4 kampe højt, så afbuddene minimeres, så vi den 22.marts kan se tilbage på en godkendt 1.sæson for Team Favrskov badminton.

 

/Kennet Herløv Nørager
 
 
 
07.01.2014 - Spændende 7.spillerunde for alle 3 hold.

Der er lagt op til 3 meget spændende kampe på lørdag når 7. og sidste runde i grundspillet bliver spillet.

Alle 3 hold har noget at spille for med henblik på hvor mange point de skal have med over i slutspillet.

For 1.holdets vedkommende er kravet en kæmpe sejr på udebane over Højbjerg 5 på lørdag kl. 15.30 i Højbjerghallen, hvis det skal blive til en bedre placering end holdets nuværende 3.plads. Desværre kan vi ikke selv afgøre det, da vi jo som bekendt ligger á point med Grenå og Kolding, som har en bedre score end os. Ender holdet som nr. 3 er der dermed kun 2 point med over i oprykningsspillet til Danmarksserien, hvilket gør oprykningsmålet næsten umuligt, men alt kan ske i oprykningsspillet, så håndklædet er ikke smidt endnu.

Stillingen inden sidste runde:
 
2.holdet skal på en svær opgave hjemme når førerholdet Skødstrup 2 kommer på besøg i Præstemarkhallen lørdag kl. 13.00. Kravet her er også en sejr for at få så mange point med over i nedrykningsspillet. Men det er ikke umuligt, da holdet 16.november slog Sabro hjemme med 8-5, og Sabro ligger nr. 2 i puljen. Da holdet jo for alt i verden ikke skal rykke ned, er det vigtigt at have mange point med i nedrykningsspillet. Holdet ligger lige nu nr. 6, hvilket giver 4 point med over, og da nr. 5 og nr. 7 skal mødes, er det ikke umuligt at denne placering holder, hvilket vi må håbe.
 
Stillingen inden sidste runde:
 
3.holdet har også en rigtig svær kamp i vente når de skal til Varde for at spille mod topholdet i Serie 2 kl. 16.00.
Holdet ligger også nr. 6 i deres pulje og her er kravet bestemt også at de ikke må rykke ned, så kan placeringen holdes kommer holdet til nedrykningsspillet med 4 point, hvilket er fint. Det skal forstås sådan at det er fint, når man tænker på at holdet har været rigtig meget plaget af afbud/omrokeringer. Så her skal vi håbe på et godt resultat af 3.holdet, og samtidig at gruppens nr. 7 ikke får point på lørdag.
 
Stillingen inden sidste runde:
 

Vi opfordrer alle interesserede til at komme op i Præstemarkhallen lørdag kl. 13.00 og se 2.holdets vigtige kamp mod Skødstrup, og så kunne man jo køre til Højbjerg bagefter og se 1.holdet kl. 15.30 i Højbjerghallen.

Og er man i omegnen af Varde (!!!) kl. 16.00 på lørdag, så kan man kigge ind i Jacobi Hallen
Held og lykke til alle hold.

/ Kennet Herløv Nørager

 
Denne side er drevet af Klubmodul.dk