Søften GF - Badminton
Forside     Event     Holdtilmelding     Holdoversigt     Banebooking     Shop     Bestyrelsen     Trænere     Kalender     Lukkedage
 
Klik her for at oprette en profil

  Brugernavn
 
  Password
       Glemt login info?  
 

                                    Håbet om oprykning lever endnu

 
 
 
 

3.Runde af oprykningsspillene blev spillet i lørdags og jeg må sige at det er nogle helt vildt tætte

puljer både 1. og 2. holdet er med i.
 

1.holdet som spiller oprykningsspil til 3.division skulle en tur til Aarhus AB 3 og spille en rigtig vigtig kamp og se om deres 3. plads kunne holdes eller måske forbedres inden sidste runde.

 

Desværre får holdet ikke den bedste start på kampen og taber begge mixdoubler med Allan/Marianne og Lars/Cecilia i 2.sæt. Og da Karen i 1.damesingle også taber klart, er holdet bagud 3-0.

 

15-årige Julie spiller en god kamp i 2.damesingle og vinder sin kamp klart.

Mikkel vinder 1.herresingle sikkert, så nu begynder det at ligne noget. Thomas i 2.herresingle vinder overbevisende 1.sæt, men modstanderen får desværre kæmpet sig tilbage og vinder de næste to sæt.

Peter i 3.herresingle vinder også 1.sæt overbevisende, men må ud i 3.sæt før han hiver sejren hjem 21/15 i 3.sæt.

Og da Brian i 4.herresingle vinder sin kamp 21/19-21/5, ja, så står det lige pludselig 4-4 inden damedoublerne.

Her bliver det til en kamp til hvert hold. Karen/Cecilia taber desværre deres 1.damedouble, men Julie/Marianne i 2.damedoublen vinder deres.

Så 5-5 inden herredoublerne, hvilket vi normalt ville have det OK med, da vi plejer at vinde et par stykker.

 

Mikkel/Allan i 1.herredouble som har vundet deres fleste kampe sammen, må desværre se sig slået i to sæt, men da 3.herredouble med Brian/Peter samtidig vinder deres kamp, er stillingen 6-6 inden afslutningen på 2.herredouble.

Thomas/Lars havde tabt første sæt 21/17, men vinder sikkert 21/11 i andet sæt, så det så godt ud. Men 3.sæt bliver desværre endestationen, så selvom de afviser tre matchbolde til AB, taber de 21/18 og holdet taber dermed holdkampen 7-6.
 
Så 1 point på kontoen, som burde være nok til at holde 3.pladsen inden sidste og afgørende runde den 2.april.
 
Desværre for 1.holdet vinder Ikast, som lå nr. 3, 8-5 over Team Salling/Sabro, som lå nr. 2. Dette resultat betyder desværre at 1.holdet ryger ned på en 4.plads inden sidste runde. Det kedelige ved denne runde var at, havde holdet vundet 7-6 i AB, havde holdet ligget nr. 1 inden sidste runde. Det viser lidt om hvor tæt denne pulje er.
 

Så faktum er nu, at 1.holdet den 2.april på hjemmebane skal ud i en gyser kamp mod Ikast som er nr. 3 i puljen (en placering som giver en altafgørende oprykningskamp til 3.division den 23.april i Randers).

 

Holdet SKAL vinde holdkampen for at sikre sig oprykningskampen. Et nederlag betyder at holdet skal spille Danmarksserie igen næste sæson. Samme skæbne gælder for Ikast. (1 point kan måske være nok, men så kommer det an på andre resultater i puljen)

 

Så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 2.april kl. 15.00 i Rønbækhallen, for denne kamp bliver helt sikkert ikke for børn. Så kom og støt holdet og lav så meget larm at holdet forhåbentlig kan sende Ikast hjem med et nederlag.

 

Se stillingen her og læg mærke til scoren også. (tættere kan det næsten ikke blive).

 
 

2.holdet skulle hjemme i oprykningsspillet til Kredsserien spille mod Varde.

 

Inden kampen lå vi på 4.pladsen, som holdet ikke rigtig kunne bruge til ret meget. (Nr. 1 rykker direkte op efter oprykningsspillet og nr. 2 skal ud i afgørende kamp den 23.april i Randers.).

 

Så kravet mod Varde var en sejr og helst så stor som muligt. Varde havde desværre afbud på pigesiden, dvs. at vi på forhånd havde vundet 1. og 2. damesingle, plus 2. damedouble. Det gik desværre ud over Eva, som slet ikke kom i kamp så. Men en 3-0 føring fra start var nu heller ikke så dårligt i en vigtig kamp.

 

1.mixdouble med Hammer/Susanne blev i hård kamp. De taber desværre 1.sæt med 21/19, men kommer stærkt tilbage og vinder 2.sæt med 21/18. 3.sæt bliver en meget tæt affære og det bølger frem og tilbage. Vi skulle helt på til stillingen 25-25 inden Varde spillerne tager de to næste point og vinder 27/25. Øv.

 

2.mixdouble med René/Vibeke bliver næsten ligeså tæt. De taber 22/20 i 1.sæt, men for styr på det i 2.sæt og vinder 21/13. 3.sæt bliver også meget tæt, men de trækker fra lige til sidste og vinder kampen 21/19.

 

Så 4-1 fører vi nu. Så var det herresinglernes tur og her gik det stærkt. Lars i 1.hs vinder med 10 og 10, Kennet i 2.hs vinder med 10 og 12, HH i 3.hs vinder med 9 og 13 og Peter vinder sin 4.hs med 7 og 12. SÅDAN! og så var sejren hjemme, de 3 point hjemme og vi førte 8-1.

 

Men hvorfor stoppe her. Susanne/Camilla spiller en tæt 1.damedouble og det er først i 3.sæt de trækker endeligt fra og vinder kampen. 19/21-21/19-21/9 bliver resultatet.

 

1.herredouble med Lars/Kennet vinder sikkert deres og det samme gør René/Peter i 3.herredouble. Kun HH/Hammer skulle ud i 3.sæt, men hiver sejren hjem 21/17 til sidst.

 

Dermed en kanon sejr på 12-1, som vi var sikker på ville gøre at vi inden sidste runde lå mindst nr. 3.

 

Der var dog ét andet resultat i puljen vi håbede på. Nemlig at Fredericia på 2.pladsen kunne slå Christiansbjerg på 1.pladsen med netop 7-6. Det (og kun det) resultat ville betyde at vi ville rykke forbi begge hold og ryge fra 4.pladsen til 2.pladsen inden sidste runde……og gæt hvad….Det blev præcis det resultat. Vi sender en varm hilsen til Fredericia spillerne, og siger tak fordi de vandt, og at de ikke vandt større.

 

Så denne fantastiske runde betyder nu at vi med en sejr over Vejen i sidste runde er helt sikker på at vi minimum får en oprykningskamp den 23.april i Randers ved det store oprykningsevent.

 

Men da Fredericia hjemme i sidste runde skal møde HEI på 1.pladsen, kan vi håbe på at Fredericia vinder 6 kampe. Det vil betyde, forudsat vi vinder, at vi ender på 1.pladsen og dermed er rykket op.

 

Så der er ligesom 1.holdet lagt op til en meget spændende sidste runde den 2.april i Vejen.

 

Her kunne det have været fedt med en dobbelt hjemmekamp, men der er desværre ikke tilfældet.

 

Se stillingen her og så kan den pulje heller ikke bliver meget mere spændende:

 
 

3.holdet spillede deres sidste kamp på sæsonen hjemme mod Vejlby Risskov 2. Kravet var en sejr for at se om man med lidt held kunne ende på 2.pladsen i puljen.

 

Det blev til en sejr, men ikke uden sved på panden. Jesper G/Gitte vinder sikkert 1.mixdouble.

 

Men Jesper S/Celina måtte ud i en lang kamp før sejren var i hus 17/21-21/17-21/18 lød cifrene på .Sofie i 1.damesingle spillede en god kamp og vandt 21/16-21/19. Dermed 3-0 til os.

 

I 2.damesingle vandt Celina sikkert 21/8 i 1.sæt, men så blev det spændende.

Hun taber 21/19 i 2.sæt og 3.sæt bliver et lang og tæt sæt. Celina taber desværre 24/22 og dermed kampen.
Så var det Jesper G´s tur til 1.herresingle. Også denne kamp blev en lang én af slagsen, som Jesper desværre taber i 3.sæt. 16/21-21/18-17/21 endte det.
Peter og Malthe vinder henholdsvis 2. og 3. herresingle sikkert, så nu var det op til Kasper at sikre en sejr mere i herresingle.
Men også hans kamp blive en lang 3.sæts kamp, hvor de skiftes til at styre sættene. Desværre taber Kasper 11/21-21/14-11/21.
 

Gitte/Sofie vinder deres damedouble sikkert selvom de var i 3.sæt, men kun 2.sæt var tæt. 21/12-21/23-21/13 blev det.

Og da Peter/Malthe og Jesper S/Kasper vinder deres 1. og 2.herredouble sikkert ender holdtkampen 8-3 til os.

 

Stærk afslutning på sæsonen for 3.holdet, som desværre kun ender på 3.pladsen og ikke den 2.plads man gik efter. Så næste sæson spiller 3.holdet igen i Serie 2.

 

Se slutstillingen her:


 
Så nu er der lagt op til to meget spændende oprykningskampe den 2.april.

 

1.holdet spiller hjemme mod Ikast kl. 15.00

2.holdet spiller ude mod Vejen kl. 14.00.

 

Vi ses i hallen.

 
/Kennet Herløv Nørager
Denne side er drevet af Klubmodul.dk